Masteruddannelsen Kvalitet og kvalitetsledelse
CPL underviser på Masteruddannelsen på Syddansk Universitet. Fredag d. 1. december 2017 foldede der sig atter livlige og inspirerende diskussioner ud om styringspraksis i offentlige organisationer. Omdrejningspunktet var denne gang udfordringer og dilemmaer i sundhedsvæsenet knyttet an til, hvordan vi skaber effekt for vores patienter. 25 ledere og konsulenter fra flere hospitaler landet over var sat i stævne på modulet Kvalitet og kvalitetsledelse, og erfaringerne var mange. Ideer og forslag til, hvordan faglighed bringes i spil i en styringskontekst med topstyrede politiske mål, krav fra patienterne, nye it-systemer, kvalitetsrapporter og trivselsmålinger havde en særlig opmærksomhed.
Tak for de gode og inspirerende input og drøftelser. De danske hospitaler er fyldt med engagerede og kvalitetsbevidste medarbejdere, som hver dag ønsker at yde deres bedste for patienterne.