NEW PUBLIC LEADERSHIP
New Public Leadership er en ny ledelsestænkning, der “vender styringsligningen på hovedet”. Den nye ligning har effekten for borgerne som bundlinje
I stedet for mere styring er der behov for en bedre styringskultur og et stærkere lederskab, der kan sætte en tydelig strategisk retning. Det kræver en transformation fra budget- og aktivitetsstyring til styring efter effekten, hvor vi ikke længere måler på processerne, men i stedet på effekten af det vi gør. Det kræver rammesætning af et nyt lederskab, der fokuserer på noget andet og mere, end ledelses traditionelt har gjort. Strategi, styring og ledelse er derfor tre nøglebegreber i New Public Leadership, som viden, værktøjer og praksis er bygget op omkring. Begreberne er hinandens forudsætninger og skal ses i et tæt samspil.
ET NYT OFFENTLIGT LEDERSKAB
New Public Leadership er en ledelsesmodel, der forener ledelse og styringspraksis i stedet for at se ledelse og styring som adskilte fænomener. New Public Leadership anviser en vej til et nyt offentligt lederskab, hvor lederskabet skal stå til ansvar for styringen centralt som decentralt i den offentlige sektor. I praksis betyder det, at lederne i fremtiden har ansvar for at opbygge en fælles styringspraksis, der understøtter medarbejdernes motivation, faglig udvikling og ejerskab til kerneopgaven.