Gæsteforelæser på Diplom i Ledelse og organisation
Regnen silede tæt ned på turen fra København over Fyn og videre til Århus. Eftermiddagen kom os vejrmæssigt tungt i møde. Som vi netop var fremme, brød solen frem. Som fod i hose passede det til den nysgerrighed, vi havde til de næste timer i selskab med 48 diplomstuderende på COK Kompetencecenter.
Koncentrationen var høj. Forsamlingen rummede ledere og konsulenter fra centrale og decentrale enheder fra Århus og 6 omkringliggende kommuner. Alle med begreb om ledelse og styring. Alle med begreb om, hvor komplekst ledelse og styring kan forme sig i travle, offentlige organisationer.
Det nye effektfokus, som i disse måneder italesættes landet over i offentligt regi, har skabt begejstring hos de fleste deltagere. Specielt det at vende “ligningen” om, så effekten kommer først frem for økonomi, vakte debat. Optimismen faldt dog en oktav, da dialogen faldt på eksekvering og konkret udmøntning i den daglige praksis. For snublesten er der masser af i arbejdet med effekt fx, hvordan opstiller man måleparametre og de rette indikatorer, hvordan følger man op og evaluerer, og hvordan får man skabt motivation for at arbejde effektbaseret?
Svaret var klart fra deltagerne selv! Den faglige dialog skal sættes i spil og indgå i en ramme, hvor faglig refleksion og vurderinger bliver centrale elementer i arbejdet med at skabe effekt for den enkelte borger. Det kræver overblik og systematik, og det kræver værktøjer. Derfor var interessen også stor for at høre om CPL’s praksiserfaringer med netop eksekvering og opfølgning, som blev fortalt gennem introduktion til Effektkæden som procesværktøj og case-eksempler.
Tak for et par super skønne timer.